fbpx

Museum Vestsjælland

Kalundborg Museum

I den historiske gamle bydel i Kalundborg, Højbyen, med de toppede brosten, og overfor den femtårnede kirke, ligger den store sekslænget adelsgård Lindegården fra 1500-tallet. Lindegården er bygget ovenpå resterne af Valdemar Atterdags middelalderlige bymur, og rummer Kalundborg Museum.

Museets er et kulturhistorisk museum, der viser udviklingen i Kalundborg fra oldtiden til vore dage med særlig fokus på vikingetiden, middelalderen (korstog) samt havnehistorie og dragthistorie.

På museet ses det imponerende 7,2 meter lange Kalundborg Korsriddertapet, som er den vævede historie om Kalundborg. Tapetet fortæller via 12 scener, historien om Kalundborgs grundlægger, Esbern Snare, bisp Absalon og kongerne Valdemar den Stores, Knud Valdemarsøns og Valdemar Sejrs korstog til Kalundborg egnen omkring Østersøen i 11 og 1200 tallet. Tapet er fremstillet af Vævere i Vestsjælland

For de haveinteresserede byder museets kulturbotaniske have på 37 forskellige planter af middelalderlige oprindelse, lige fra lægeplanter, til farve og giftplanter. Haven er den eneste autentiske kulturbotaniske have i Danmark.

Kalundborg museum tilbyder skoletjeneste forløb til skoleklasser.

Adresse
Adelgade 23
4400 Kalundborg
www.vestmuseum.dk
kalundborg@vestmuseum.dk
+45 59432353

Slagelse Museum

Besøg Slagelse Museum, og oplev atmosfæren fra det gamle Slagelse. Start eller slut besøget i den gamle købmandsbutik fra 1940-50’erne og lad dig friste af duften af nymalet kaffe og røgede spegepølser.

H.C Andersen har sat sit præg på Slagelse og således også på Slagelse Museum. Indenfor er der skabt en hel gade, som viser hvordan Slagelse så ud, da H.C. Andersen gik i skole i byen. Tag på rejse på den ”brostensbelagte” gade. Træd indenfor i husene, eller hos de lokale håndværker, se torvet, hvor befolkningen samledes, og slut af i den gamle latinskole. Her er de originale kulisserne fra filmen Unge Andersen. Sæt dig bag pultene og forestil dig H.C. Andersen blive undervist i latin og græsk af Hr. Meisling, som han også boede hos en overgang. I tilknytning findes også køkkenet i Meislings bolig og H.C. Andersen kammer.

På første sal ses et udvalg af håndværk, der ellers var glemt og lokale industrier, der har været med til at sætte Slagelse på landkortet. Gå om bord i minderne, og tænk tilbage dine bedsteforældre eller hør historierne fra en i den ældre generation.

Til museet er tilknyttet en lille café, hvor besøget kan fordøjes.

Museet viser løbende forskellige særudstillinger og arrangerer aktiviteter for børn i efterårsferien og vinterferien og hver den 1. torsdag i måneden er der aftenåbent og arrangementet ”torsdagstanker

Adresse
Bredegade 11
4200 Slagelse
www.vestmuseum.dk
slagelse@vestmuseum.dk
+45 59432353

Sorø Museum

Fra kro til museum.
Bag murene, på det der oprindelig var Sorøs gamle landevejskro fra 1600-tallet, ligger Sorø museum. Her er bygningerne i sig selv en seværdighed og rummer mange historier. Gå ind igennem porten og oplev gårdmiljøet, der giver en fornemmelse af hvordan det var at gå rundt i byen i 1600-tallet. Bygninger fra fire forskellige århundreder danner en firkant, der giver et gårdrum, hvor du kan se bagsiden af kroen fra 1600 tallet, baghuset fra 1700 tallet, to sidehuse fra 1899 og 1901 og endelig en mellembygning fra 1976.

Oplev museet indefra og få et indblik i Sorøs udviklingen frem til 1900-tallet. Se bl.a. mindestuen for digteren B.S Ingemann og hans hustru Lucie Ingemann. Digteren boede på akademigrunden og skrev mange af sine kendte romaner og digte der. Eller få et indblik i Sorø kloster og Akademi, som har været og stadig er en stor del af Sorø. Se hvordan det var at bo på en sovesal på Akademiet i 50’erne

Bag museet ligger den smukke apotekerhave, Joachim Bursers apotekerhave, hvor medbragt mad kan nydes. Joachim Burser var plantekyndig læge bl.a. for rige folk i og omkring Sorø og byens 2. apoteker. Alle planter i haven har været anvendt som lægeplanter.

Adresse
Storgade 17
4180 Sorø
www.vestmuseum.dk
kontor@vestmuseum.dk
+45 59432353

Skælskør Bymuseum

På gågaden i Skælskør, tæt ved havnen og skibet Skjelskør V, ligger den fredede røde renæssancebygning, som er opkaldt efter Peder Reedtz’s, der var lensmand på Antvorskov Slot.

Der er ingen tvivl om at Skælskørs status som havneby har præget byen og på museet vises bl.a. livet i den gamle købstad herunder byens udvikling som handels- søfarts og fiskerby i søfart- og fiskeriudstillingen. Oplev fortællingen, om dengang, hvor byen var overfartssted til Fyn i middelalderen, om tiden hvor byen var hjemsted for en af Danmarks største sejlskibsflåder sidst i 1800 tallet og om fiskeriet på Fjord og Bælt. Se desuden forskellige skibsmodeler alle med en tilknytning til Skælskør og med effekter bragt hjem fra fjerne lande af sømændene. Altsammen krydret med spændende historier

Hvert år laves en særudstilling, der tager udgangspunkt i Skælskørs lokale historie

Adresse
Algade 2
4230 Skælskør
www.vestmuseum.dk
skaelskoer@vestmuseum.dk
+45 59432353

Flakkebjerg skolemuseum

Oplev en skoledag som i gamle dage.
Træd ind på Flakkebjerg Skolemuseum, hvor tiden har stået stille siden 1962, hvor der for sidste gang blev ringet ud i Flakkebjerg Forskole. Her underviste lærerinde Fru Ingeborg Nielsen, datidens børn fra oplandet i perioden fra 1904-1962 ud fra de principper der var vigtige. Børn skulle sidde stille, lære udenad og frem for alt høre efter.

Oplev skolestuen, der står med det originale interiør, og med lokum i tilbygninge. Prøv at sidde ved skolepultene, at skrive med grifler, pen og blæk eller regne med kuglerammen og få fornemmelsen af hvordan en skoledag har været dengang. På væggen hænger de gamle anskuelsesbilleder, som er plancher, der blev brugt i undervisningen, for at børnene bedre kunne følge med.

Besøg også lærerindens lærerbolig, der var tilknyttet skolen og som hun boede i fra 1915-1979, stort set uden at ændre noget.

Lærerboligen bestod af dagligstue, spisestue, køkken med brændekomfur og soveværelse

På loftsetagen er der et magasin med skolehistoriske effekter

Flakkebjerg Forskole, som er blandt de ældste i Danmark, har siden 1981 fungeret som museum.

Flakkebjerg Skolemuseum tilbyder via skoletjenesten undervisningsforløb for skoleklasser

Adresse
Gimlingevej 2
4200 Slagelse
www.vestmuseum.dk
skolemuseum@vestmuseum.dk
+45 22574917